Vestsjællands

Cykelmotion

Bliv medlem

Vedtægter for VSJ-CM

Navn og hjemsted
§1 Klubbens navn er Vestsjællands Cykelmotion og har hjemsted i Kalundborg kommune (Klubben er stiftet den 28. august 2014)

Formål
§2 Vestsjællands Cykelmotion har til formål at virke for cykelsportens og motionscyklingens fremme, og at varetage sine medlemmers interesser gennem klubliv og kammeratligt samvær.

Medlemmer
§3 Et medlem er optaget i klubben, når man er fyldt 18 år og har betalt kontingent og et eventuelt indskud. Klubben kan optage passive medlemmer. Alle medlemmer har adgang til klubbens vedtægter via foreningens hjemmeside.
Stk. 2 Kontingentrestance ud over 3 måneder medfører sletning af medlemskabet.
Stk. 3 Medlemmer i kontingentrestance kan ikke modtage tilskud fra klubben.

Økonomi
§4 Kontingentet for aktive og passive medlemmer – samt et eventuelt indskud – fastsættes af generalforsamlingen. Kontingentet erlægges helårligt forud pr. 1. januar.
Stk. 2 Kassereren fører klubbens regnskab. Klubbens formue anbringes i pengeinstitut under rimelig hensyntagen til evt. forrentning samt sikkerhed. Klubbens eventuelle kontante kassebeholdning bør ikke overstige, hvad der skønnes nødvendigt til de løbende udgifter.
Stk. 3 Regnskabet går fra 1. januar til 31. december Det afsluttede årsregnskab skal af kassereren afleveres til revisorerne senest 14 dage før generalforsamlingen.
Stk. 4 Det reviderede årsregnskab for klubben og for eventuelle fonde forelægges på den ordinære generalforsamling.
Stk. 5 På den ordinære generalforsamling vælges 2 revisorer. Revisorerne afgår efter tur én hvert år. Genvalg kan finde sted.
Stk. 6 Bestyrelsesmedlemmer og revisorer har til enhver tid ret til at efterse og kontrollere klubbens regnskaber.
Stk. 7 Kassereren fører elektronisk kassebog / bogholderi samt et medlemskartotek med oplysning om hvert medlems navn og adresse.

Ledelse
§5 Klubben ledes af en bestyrelse på 4 mand bestående, samt 1 kasserer. Bestyrelsen og 2 bestyrelsessuppleanter vælges af generalforsamlingen.
Stk. 2 Generalforsamlingen vælger kasserer direkte.
Stk. 3 Valgperioden er 2 år. 2 bestyrelsesmedlemmer vælges i ulige årstal. Kassereren og 2 bestyrelsesmedlem vælges i lige årstal.
Stk. 4 Bestyrelsessuppleanter vælges hvert år.
Stk. 5 Personer fra samme husstand, kan ikke side i bestyrelsen samtidig

Bestyrelsen
§6 Bestyrelsen afholder møder efter behov.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, såfremt 3 af dens medlemmer er til stede.
Stk. 2 Ved afstemninger i bestyrelsen kræves almindelig stemmeflerhed.
Stk. 3 Bestyrelsen er ulønnet

Stk. 4 Bestyrelsen fastlægger selv sin forretningsorden og nedsætter udvalg efter behov.
Stk. 5 Bestyrelsen administrerer klubbens midler og er ansvarlig for disse over for generalforsamlingen efter de almindelige retsregler.
Stk. 6 Bestyrelsen fører klubbens forhandlingsprotokol. Af protokollen skal fremgå referater af bestyrelsens forhandlinger samt alle generalforsamlinger.

Generalforsamling
§7 Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed. Kun generalforsamlingen kan vedtage, ændre eller ophæve klubbens vedtægter.
Stk. 2 Generalforsamling afholdes hvert år i februar måned og skal indvarsles senest 21 dage før afholdelse med tilkendegivelse af dagsorden. Dette sker til den mail, det enkelte medlem har oplyst til foreningen samt på foreningens hjemmeside.
Stk. 3 Generalforsamlingens dagsorden skal som minimum indeholde: 1. Valg af dirigent og stemmetæller 2. Der aflægges beretning 3. Kassereren aflægger revideret regnskab 4. Indkomne forslag 5. Valg af bestyrelse og suppleanter
6. Valg af revisorer 7. Fastsættelse af kontingent, indskud og diæter 8. Eventuelt
Stk. 4 Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse.
Stk. 5 Generalforsamlingen ledes af en af forsamlingen valgt dirigent. Dirigenten og bestyrelsen underskriver det af generalforsamlingen i forhandlingsprotokollen optagne referat.
Stk. 6 Adgang til generalforsamlingen har alle klubbens medlemmer. Er et medlem i kontingentrestance er ikke stemmeberettiget.


Afstemninger

§8 Ved afstemninger på generalforsamlinger kræves almindelig stemmeflerhed.
Ved afstemninger om vedtægtsændringer, kræves 2/3 flertal i forhold til det på generalforsamlingen antal fremmødte antal stemmeberettigede.
Stk. 2 Såfremt bestyrelsen eller mindst 1/3 af generalforsamlingsdeltagerne ønsker det, kan et af generalforsamlingen vedtaget forslag undergives urafstemning.
Til forslagets bortfald kræves, at et flertal af de i urafstemningen deltagende medlemmer – dog mindst 30% af samtlige stemmeberettigede – har stemt imod forslaget.
Stk. 3 Afstemninger på generalforsamlinger sker almindeligvis ved håndsoprækning, men skal dog ske skriftligt, såfremt ét medlem begærer det.
Et på generalforsamlingen fremmødt medlem, som jf. ovenstående er berettiget til at stemme selv, kan medbringe og anvende 1 fuldmagt fra et andet stemmeberettiget medlem

Ekstraordinær generalforsamling
§9 skal indkaldes, når klubbens bestyrelse beslutter det, eller når mindst 1/5 af samtlige klubbens medlemmer skriftligt begærer det, og da senest 3 uger efter begæringens modtagelse.
I begge tilfælde skal dagsorden angives
Stk. 2 En ekstraordinær generalforsamling er beslutningsdygtig, efter samme regler som gælder for den ordinære generalforsamling.
I modsat fald skal der indkaldes til en ny ekstraordinær generalforsamling, som da er beslutningsdygtig uanset det fremmødte antal medlemmer.

Klubbens opløsning
​§11 Klubben kan kun opløses, såfremt to på hinanden følgende generalforsamlinger har truffet beslutning herom.
Stk. 2 I tilfælde af klubbens opløsning tilfalder klubbens midler Børnecancerfonden.

Klubfarver
§ 12 Vestsjællands Cykjelmotions klubfarver skal indeholde følgende farvekoder ved design og bestilling af bukser, trøjer og andet relevant klubtøj.
RØD farvekode nr: PM185C
SORT farvekode nr: Black
HVID farvekode nr: White
 


Ikrafttræden
§13 Denne vedtægt, der er vedtaget på klubbens stiftende generalforsamling den 28. august 2014, træder i kraft straks efter generalforsamlingen.
Vedtaget på stiftende generalforsamling den 28. august 2014
Revideret på ordinær generalforsamling den 21. oktober 2015

Revideret 2018

“At cykle er en herlig måde at motionere på. Du får masser af frisk luft. Du får set dig om i landskabet. Sidst men ikke mindst er det en yderst effektiv måde at holde sig i form på.”